GADEDRENGEN
                      
                      Gadedrengen Mario
                      
                      leder efter lykke
                      
                      gemt i byens losseplads
                      
                      er måske et smykke
                      
                      eller guld i stride strømme
                      
                      han har mange drømme
                      
                      da han finder rådne appelsiner
                      
                      propper han i munden mens han griner.
                      
                       
                      
                      Mario er helt sig selv
                      
                      klarer alt alene
                      
                      ingen mor og far der si’r 
                      
                      tæer skal være rene
                      
                      han skal ikke hen i skolen
                      
                      han kan gå i solen 
                      
                      men han ønsker han ku’ læse bøger
                      
                      og måske få svar på det han søger.
                      
                       
                      
                      Mario er møgbeskidt
                      
                      håret fuldt af utøj
                      
                      tar’ en lur på en avis
                      
                      midt i byens bilstøj
                      
                      han får spark og slag af stokke
                      
                      hvis han la’r sig lokke
                      
                      til at hugge mad fra byens boder
                      derfor går han rundt i skrald og roder.