MARIEHØNEN

 

Kalle er træt i sine ben,

han sætter sig ned på en stor rød sten,

stenen pipper: - Hvem sætter sig her?

- Det er mig, siger Kalle, - Jeg kan ikke mer’,

og jeg har heller aldrig hørt

en sten, som taler - det’ da skørt.

 

- Jeg er en bille, ikke en sten.

Kalle siger, han har trætte ben.

Billen siger, han må ride et stykke,

så kan de sludre sammen og hygge.

- Med sølle to ben bliver du hurtigt træt,

jeg har seks ben, så går det let.

 

Kalle sidder på billens skjold,

blæsten suser, og vinden er kold.

- Jeg længes hjem til min bedstemors hus,

kender du nogen som spiser lus?

Mariehønen pipper af glæde:

- Lus er min livret … dem vil jeg æde.

 

Mariehønen flyver mod himlen.

- Vis mig straks hen til lusevrimlen!

De nærmer sig bedstemors rosenbed,

men her glider Kalle pludselig ned,

han falder og lander som en raket

nede i edderkoppens net.

 

Monsterdyret piler derhen,

men pludselig er Kalle stor igen.

Han ligger i hængekøjen og svinger,

bedstemors klukken i øret klinger:

- Kalle, min dreng! Hun gi’r ham et knus.

- Hvem æder så de slemme små lus?

 

- Kom, Bedste, siger Kalle og hopper ned,

- nu skal vi hen til dit rosenbed.

Bedstemor giver ham endnu et klem,

mens han viser mariehønen frem.

- Du kan tro, jeg har været mange steder,

for at finde din mystiske luseæder.